Ny visuel identitet
En ny visuel identitet for et af landets største trykkerier og grafiske huse, Johnsen Print & Digital Media i Grenaa, skal give et kig ind i virksomheden. Samtidig tilbyder de nu endnu flere miljøvenlige muligheder til kunder, som ønsker bæredygtige tryksager.
Den nye visuelle identitet for virksomheden samler og understreger også det organisk spirende, som Johnsen Print & Digital Media ønsker at værne om – bl.a. illustreret gennem levende former.
Kunder, leverandører og samarbejdspartnere møder derfor fremover det nye udtryk i al kommunikation fra virksomheden, online og på tryk.
Cradle to Cradle-certificering og FSC-papir giver kundefordele
Johnsen tilbyder bl.a. en komplet tryksagslinje, som har opnået Cradle to Cradle Certified® Bronze; én af verdens absolut hårdeste miljøcertificeringer. Virksomheden er blandt de 11 trykkerier i verden, som har opnået dét.
Tryksagslinjens magasiner, foldere og plakater m.v. er dermed dokumenteret miljøvenlige i hele deres livscyklus – fra råmaterialer til produktion, anvendelse, bortskaffelse og genbrug. Men ambitionerne på vegne af miljøet stopper langtfra dér.
Trykkeriet printer og trykker også først og fremmest på FSC-certificeret papir, som sikrer ansvarlig skovdrift og trygge arbejdsforhold for skovarbejderne. Senest er Johnsen endda optaget som medlem af FSC.
Desuden bærer hovedparten af virksomhedens tryksager Svanemærket, som garanterer maksimal klimavenlighed gennem hele udviklingen af hvert enkelt produkt.
Kundernes markedsføring og grønne profil: Det hele – eller udvalgte dele
Mange kunder sætter pris på, at de hos Johnsen kan få løst alle deres grafiske behov på ét sted; fra POS-materialer, brochurer og messedisplays til butiksskilte, magasiner, visitkort, flag og meget mere. Men virksomheden bliver også set som en samarbejdspartner, der sætter fleksibilitet i højsædet.
Nogle kunder ønsker hjælp til det hele – fra idé- og konceptudvikling til produktion, distribution og markedsføring. Andre efterspørger i stedet hjælp til én bestemt brik i den samlede markedsføring – eksempelvis butiksskilte til en specifik kampagne. Og sådan skal det være: Kunderne beslutter altid suverænt selv, hvor lidt eller meget de ønsker hjælp til.
For alle kunder gælder dog, at Johnsen altid rådgiver og opfordrer til at producere så grønt og klimavenligt et slutprodukt som muligt – inden for rammerne af opgaven. Dét ser virksomheden som sit ansvar, også på kundernes vegne.
Johnsen Print & Digital Media sørger da også for selv at gå foran i branchen på klimafronten.
Grøn energi og biodiversitet understreger alvoren
Gennem flere år har Johnsen Print & Digital Media udelukkende anvendt certificeret 100 procent grøn vindmøllestrøm i produktionen. Dét har de nu suppleret med strøm fra egne solceller, placeret på taget. På solrige dage er virksomheden helt selvforsynende med strøm til faciliteterne i Grenaa.
Taget huser også en stor blomstrende biodiversitetshave, som giver tiltrængt plads til tusindvis af insekter og bier. Og på parkeringspladsen uden for virksomheden har gæster, kunder og medarbejdere adgang til ladestandere til deres biler.
Hensynet til miljøet er så integreret en del af Johnsen Print & Digital Media, at de i årevis har været ISO14001-certificerede – hvilket betyder, at miljø er implementeret i driften; fra ledelse til produktion.
Mange supplerende grønne tiltag er også allerede på tegnebrættet: ”Vi kommer ikke til at hvile på laurbærrene. Det grønne område har brug for, at vi alle kæmper for det. Og vi vil gå så langt som muligt for at være så klimavenlige som muligt,” siger direktør Steen Johnsen.
Du kan downloade vores pressemeddelelse her