Skip to main content
Udgivet: 18. september 2020

Hvad er CMYK, RGB eller Pantone egentlig for nogle størrelser?

Fællesnævneren for CMYK, RGB og Pantone er, kort og godt, at de definerer farver.

Farvedefinition er et helt univers for sig, og det er nemt at blive voldsomt nørdet på området. Men her får du en hurtig introduktion til grundfarverne, der danner basis for alle tænkelige farvekombinationer.

CMYK

Den mundrette forkortelse står for Cyan (blå), Magenta (rød), Yellow (gul) og Key color (sort). Det vil typisk være denne type farver, der bliver brugt i din printer eller af dit trykkeri. CMYK defineres som en blanding af de fire farver. Forskellige procentdele af farverne kan altså blive til alverdens forskellige farvevarianter, når de bliver blandet. For eksempel er koderne for vores logo: C=100, M=85, Y=35, K=25 (blå) og C=0, M=85, Y=70 K=0 (rød). Det er jo nemt at huske…

CMYK-farver kan variere en smule fra tryk til tryk, for de bliver påvirket af papirtypen, trykmetoden, hvilket lys tryksagen ses i og så videre. Det vil dog oftest ikke være et problem med professionel farvestyring.

Pantone

Pantone-farver kaldes også PMS-farvesystem eller “rene farver”. De 14 basisfarver blandes efter et nummersystem og kan blive til 1867 forskellige farver – inklusiv neon- og metalfarver, der ikke kan genskabes med CMYK.

I modsætning til CMYK bliver Pantone-farver trykt enkeltvis på materialet, og denne type farver bliver ofte brugt på emballager.

RGB

RGB er en forkortelse af Rød, Grøn og Blå, og det er de farver, du ser på din mobil, computer eller tablet. Det er altså de farver, du skal definere, når farverne til din hjemmeside skal vælges. Ligesom med CMYK-farver er det vigtigt, du er opmærksom på, at farver ikke vil fremstå fuldstændig ens på alle skærme, da de ofte vil være indstillet forskelligt. Og ligesom CMYK defineres RGB-farver ved at skrue op eller ned for de enkelte farver på en skala, der går fra 0-255. I dette tilfælde får den blå farve i vores logo koden R=0, G=29, B=124.

En RGB-farve ikke kan printes direkte, og derfor vil farven altid blive omdannet til CMYK først.

Farver ud til fingerspidserne

Det er rart at have en grundlæggende forståelse af de forskellige farveskalaer, men du behøver heldigvis ikke være ekspert på området for at komme i mål med dine projekter. De grafiske designere på vores reklamebureau er fyldt til randen med viden om farver. De sørger for, at det altid er de helt rigtige farver, der kommer på dine materialer – uanset hvor de skal bruges henne.