Black Friday tilhører dig – når du gør 7 ting…
Har Black Friday stadig ikke skabt værdi i din business?
Så er der formentlig ét afgørende element, du overser: En målbar strategi.
For selv om forbrugerne for længst har taget dagen til sig – og den teknisk set er en kommerciel succes – er netop dét også den store udfordring for virksomhederne: Vi tager Black Friday for givet. Og glemmer at gøre os umage …
Tænker du derimod strategisk – 4, 5, 6 måneder før Black Friday – og følger en målbar slagplan, øger du chancen for succes markant. Det hjælper vi dig med hér – med 7 lavpraktiske tips og overvejelser. Samtidig bygger du fundamentet til endnu bedre Black Friday-resultater næste år.
1: STOP! Giver Black Friday overhovedet mening for dig?
Inden du kommer for godt i gang – så afklar først, om din business og branche er et fundamentalt mismatch til Black Friday. For hvis dine brandværdier er i modstrid med festligt forbrugsfrådseri og prisdumping – og du fx i stedet holder fanen med bæredygtighed og prestigeprodukter højt – skyder du dig selv i foden (og troværdigheden) ved at hoppe med på den sorte fredagsvogn.
Måske befinder dit firma sig i virkeligheden blandt segmentet af virksomheder, der de seneste år har boykottet Black Friday – og droppet de store gule tilbudsskilte? Så kan du overveje at bygge din strategi op som et ”værdibåret alternativ til Black Friday” – hvor du aktiverer din målgruppes loyalitet omkring jeres fælles grundværdier.
I så fald er resten af punkterne hér næppe noget for dig.
Er det derimod oplagt for din virksomhed at ride med på Black Friday-bølgen, skynder du dig blot videre til punkt 2.
2: ”Vær beredt” … også til Black Friday
Alt er kaos. Nej-nej, måske ikke lige nu – men på selve Black Friday. Og så nytter det ikke, at det først er dér – eller få dage før – du for alvor slår på tromme for din virksomhed og jeres tilbud. Så forsvinder du sporløst i tilbudsstormen: Mange forbrugere laver nemlig lister på forhånd over de produkter, de går efter.
Uanset hvor banalt det lyder: Gør dig selv Black Friday-synlig i GOD TID; så dine tilbud også havner på kundernes indkøbsseddel. Små hurtige SoMe-opslag på fx LinkedIn eller Facebook kan få afgørende positiv betydning for salget i din butik, når først kaos hersker …
3: Vær konkret – og drop ”mere”, ”større” og ”bedre”
Definér dine kvantitative målepunkter på forhånd: Antal solgte produkter, omsætning, nye medlemmer, sign-ups til dit næste webinar und so weiter.
Sørg for, at du kan drage konkrete, konstruktive og lavpraktiske konklusioner på den anden side af Black Friday – så du har noget specifikt at sammenligne med (og bygge videre på) næste år. Du skal kunne måle din succes. Eller manglende succes; så du kan ændre strategi.
4: Tjek konkurrenterne, før du opfinder den dybe tallerken
Lær af dine konkurrenters Black Friday-succeser og -brølere. Lad dig inspirere, hvor det giver mening – uden at kopiere og uden at gå på kompromis med dit brand og dine værdier.
Tit kan du låne grundidéer fra konkurrenterne, som du så tweaker og tilpasser dit produkt og din målgruppe. Det kan være din genvej til at skabe en ny, frisk og original Black Friday-kampagne, som du i forvejen har en formodning om bliver en succes.
5: Det lyder indlysende, men … kend din målgruppe
Ja-ja, naturligvis kender du din målgruppe – MEN pas på du ikke ryger i en klassisk Black Friday-fælde; hvor du lader dig rive med af én eller anden ny, sjov og gak Black Friday-idé, som så slet ikke passer til dine kunder. Spild ikke krudt og ressourcer på tiltag, som højst kaster kunderne i armene på konkurrenten.
Hold fokus, med andre ord – også når Black Friday-hurlumhejet besætter dig: Hvad har dine kunder egentlig brug for? Hvad leder de efter? Hvilke kanaler og medier orientere de sig i? Hvornår er de mest købelystne? Er din målgruppe mest drevet af det rette tilbud eller den rette værdibårne kommunikation, de kan identificere sig med?
Skriv svarene på de spørgsmål ned – og byg så din Black Friday-kampagne op ud fra dem.
6: Forbered indhold, budskaber og tilbud på forhånd
Med fare for at lyde som dine forældre: Tænk dig om i forvejen – og forbered, hvad du vil sige og skrive på dine digitale kanaler, FØR Black Friday rammer dig.
Læg også dit indhold parat, så det automatisk bliver udgivet i løbet af dagen – og i perioden op til. Så kan du koncentrere dig om alt det andet, som helt sikker også kommer til at ske den dag. Hvem sagde – fx – lavthængende kundeservicefrugter …?
Er dét en udfordring for dig at forberede og tilrettelægge? Så tag fat i vores onlineafdeling. De lever og ånder digital synlighed og elsker at hjælpe dig med den slags.
7: Black … website?
Har du styr på den dér nedtællingsbjælke til Black Friday inde på din hjemmeside?
Ligger dit lækre visuelle Black Friday-skin klar til at blive implementeret; så hele dit website sender samme kampagnesignal før, under og efter selve dagen?
Kører dine forskellige timetilbud automatisk dagen igennem – og træder de frem på en iøjnefaldende og anderledes måde på din side?
Sagt på en anden måde: Gør dig tanker om, hvordan du vil svinge med det store Black Friday-flag inde på din hjemmeside eller i din webshop. Og sørg for, at der er tid til at lave de nødvendige ændringer i design m.v., så du ikke panikker over det, tre minutter i Black Friday.
Og nu: Tillykke. Hvis du har læst alle ovenstående punkter, har du et stærkt fundament og udgangspunkt til din næste Black Friday. Vi hepper på dig.